Vidunderligt Inger Christensen digt fra 1987 tilegnet Thorkild Bjørnvig:
Se nu hvordan novembers lille måne
får månelysets omvej til med stor
magi at lade verdensrummet skråne
og ende som et lysfelt på mit bord
I feltet ser jeg lysets første vilde
naturtilstand forhekset til et væld
af sene asters i hvis blomst de milde
forundringsløse stjerner ser sig selv
Hvem ved om ikke disse asters ved
med hvilken altopslugt forgudet latter
vi elsker det vi ved men ikke fatter
at vores liv er inddelt i kaskader
af ingenting hvori lidt alting bader
Mon ikke de giver stjernerne besked
Det er bestemt et godt digt, men det blev markant dårligere af dén oplæsningspræstation.
LaurentRascal 1 year ago