De ventede Tøsens Hiemkomst,
Hun vaer i mørck Skog faren vild.

Om hun bare kunde
Følge Stiernernes Baner
Ey hun skulde vildfare
Blandt disse mørcke Graner.

Sneens Tepper hafde bredet sig hen
Paa Stien hiem - hendes eeneste Ven.

Skogens mørcke Arme forbarmede sig
ofver dend fremmede Giæst,

Giorde hende vaer i siine inderste
Tankers Veemod
At i Bergekongens Kammer tørstes efter
Christenblod.

[De Underjordiske:]
«Det nærmer sig stille: Een sørgeklæst Pige,
Sidder derinde med foldede Hænder,
Hun sender een Bøn til det himmeldske Rige.»

Ofver hendes Hode,
Det drybber fra Qviist,
Draabe for Draabe som Blodet,
Fra Kroppen til Jesu Christ.

«Aa, eismal i ein uggin Skog,
Eg kjenn at i Kveld,
I Kveld tenkjer ingen paa meg.»